Dannelse af kalksten

Østersskaller, kildekalk (frådsten og travertin) og limsten (bryozokalk og koralkalk), gotlandskalk, kinnekullekalk og alle marmorarter er dannet af kalk. De forskellige forekomster har helt forskellige egenskaber - nogle er bløde og smuldrende, andre er hårde og slidstærke. Nogle består af næsten 100% calciumcarbonat, CaCO3, mens andre også indeholder andre mineraler og oxyder med deraf følgende forskellige egenskaber, både hvad angår styrke og udseende.

Urhavsfordampning

Jordens glødende indre kaldes magma og er omgivet af Jordens kappe eller grundfjeld bestående af granit og gnejs og er dannet over en periode på 4.000 millioner år. Der er opbygget aflejringer oven på de lavereliggende grundfjeld i konstant samspil med erosion af bjergarter og sedimentation. Hvad der ligger umiddelbart på grundfjeldet, som er dannet i en periode, man kalder prekambrium og kambrium, er for det meste ikke udforsket, men vi kan stedvis konstatere forekomster af basalt, sedimentære aflejringer af sand, grus og sten samt kalk og salt.

Denne kalk er udfældet ved fordampning af det salte urhav, i 3 á 4 cyklusser i permperiodens saltaflejringer for 240 millioner år siden. Når havvand inddampes, vil vandets indhold af opløste salte udfældes i en bestemt rækkefølge. Først kalk (CaCO3), dernæst dolomit (CaMg(CO3)2), så anhydrit (CaSO4) og til sidst stensalt og kalisalt. I det dansk-norske bassin har disse udfældninger bygget sig op til en tykkelse på mellem 1.000 og 2.000 meter.

I den efterfølgende triasperiode, fra for 230 til 195 millioner år siden er der aflejret sand og ler i betragtelige tykkelser, som under Nordvestjylland opnår en lagtykkelse på 5.000 meter og under Sejerøbugten er op til 4.000 meter tykke. Disse aflejringer er naturligvis alle foregået vandret. Vandrette lag på vandrette lag. Men sådan ligger de ikke i dag. Forkastninger i den efterfølgende juratid og senere bevægelser i undergrunden har bevirket, at der er store forskelle.

Juratidens aflejringer, for 140-200 millioner år siden, er ler- og sandaflejringer fra nedbrydningsprodukter fra de omkringliggende landområder hovedsageligt i det dansk-norske bassin og i centralgraven, den ude i Vesterhavet. Lerstenene og sandlagene, som udgør hovedparten af juratidens aflejringer er mørke, hvilket indikerer deres store indhold af organisk stof. Fra dyr og planter. Det store tryk fra overliggende kridtlag og den ideelle temperatur her dybt nede i centralgraven rummer betingelsen for, at der er udviklet olie og gas, som så er blevet absorberet i de overliggende kridtlag.

Kridt og kalk

Kridt er i modsætning til kalk uegnet som bindemiddel, idet det ikke lader sig læske efter brænding. Kridt er dannet af kokkolitter og foraminiferskaller. I dag kender vi kokkolitter som plankton, som lever i havet. Store bardehvaler lever af dem, selv om de er bittesmå. Det område, vi opfatter som det tyske lavland, Danmark og Nordsøen, var for 65 til 95 millioner år siden dækket af et hav med behagelig temperatur og dermed med en rig flora og fauna, heriblandt kokkolitter i så stor en mængde, at de, afhængig af vanddybden, lad os sætte den til mellem 10 og 300 meter, aflejrede deres kalkskeletter på havbunden i et antal på 1.000 pr. kvadratmeter pr. sekund. Hver især er de ca. 10 tusindedele mm store. Regn lige efter! Hvorom alting er, så udgør de det største rumfang af en enkelt bjergart i Danmarks undergrund, kridt.

I de øverste lag er hulrumsprocenten ca. 50 %, og vi kalder den skrivekridt. Komprimeret af overliggende lag kan hulrumsprocenten reduceres til ca. 15 %, og vi har her en hård, klingende kalksten, der er helt anderledes, idet der ud over komprimeringen af det høje tryk også er udfældet kalkkrystaller og mineraler, der ændrer stenens struktur.

De overliggende lag, som medfører disse store tryk, er dania kalklagene og de senere morænedannelser. Dania er opkaldt efter deres lokalitet i Danmark. Færdes man langs Stevns klint, ser man tydeligt adskillelsen mellem kridtlagene i bunden adskilt fra kalkdannelsen oven over ved et lag fiskeler. Det bløde kridt er nedbrudt af havet. Den overliggende kalk er hård og udkraget over det underliggende kridt. Begge lag er lagvis struktureret med flint, der oprindeligt har været vandrette lag, men i dag hæver og sænker sig på grund af dels forkastninger i undergrunden, dels istidens påvirkninger.

Kalken er bryozokalk dannet af mosdyr, som har levet i det oven for nævnte tempererede havs kystområder fra for 3 til 65 millioner år siden sammen med koraller, der til dels svarer til de koraller vi i dag kender fra Stillehavets koraløer. I Faxe Kalkbrud er der sådanne to store banker med koraløer.

Lag på lag på lag

Alle disse lag-på-lag dannelser kan betragtes som etager, og netop i Stevns klint ses tydeligt dania-etagen, der med sin hårde kalk er kraget ud over den blødere kridt-etage. De tertiære aflejringer, som vi finder oven på danialaget, er dannet fra for 60 til 3 millioner år siden. De består hovedsageligt af leraflejringer, mergel, grønsandsten og kalksten samt kvartssand og en sort og mørkebrun lerart med stort indhold af glimmer. Fra denne tid stammer også brunkulslejerne.

Så kommer øverste lag i jordens nyere tid med istidsaflejringerne, der for 3 millioner år siden vendte op og mange af de tidligere lag, og skabte nye aflejringer i form af moræneler og smeltevandssand, grus og sten, byggeriets råmaterialer. Islaget har sine steder været op til 2 kilometer tykt. Det har trykket på de underliggende lag, og skubbet til dem, så de er blevet foldet på samme måde som et gulvtæppe kan folde, når man skubber til det. De tertiære lag er sine steder blevet fjernet, idet den sejtflydende gletscher har frosset underlaget i op til 200 meters dybde. Det frosne lag er således blevet en del af gletscheren.

Hvorledes lagene er blevet påvirket af isen, kan man tydeligt se i Møns og Stevns klinter, hvor lagdannelserne er bølgeformede og i områder har en vinkel på op til 45° med vandret.

Kildekalk, kalktuf, travertin og frådsten er betegnelser for en kalksten, der dannes ved at en kalkholdig kilde med et indhold af kuldioxid, der kun kan eksistere under tryk, i mødet med den atmosfæriske luft udfælder kalken. Kildekalken er på vore breddegrader en forholdsvis blød sten, der i brudfrisk tilstand let lader sig bearbejde med sav og stemmejern.

Nogle af vore første murede kirker er således opført med frådsten, hvor denne har været tilgængelig. Travertin får vi fra brud i Italien. Den er en hård og klangfuld marmor, der lader sig polere, og som i forbavsende grad er i stand til at modstå vort klima.

Frådsten og travertin har et karakteristisk udseende præget af større og mindre huller, som stammer fra de plantedele, den udfældede kalk har indesluttet. Efterfølgende er plantedelene rådnet bort og efterlader de huller, som er stenens struktur. Frådsten er lys grågul, når den brydes, og den patinerer med en skifergrå overflade. Travertin kan være gråhvid til lys grågul.